fredag den 13. juli 2012

Fem fra Jean Jensen


René Jean Jensen debuterede i 2001 med bogen Opvågningsbog. I 2010 udkom digsamlingen Jeg har planlagt at dagdrømme. René Jean Jensen arbejder også som oversætter og er en stærk motor i at gøre udenlandske titler tilgængelige på dansk. Blandt andet som redaktør på forlaget Basilisk.

Det er svært. Jeg vælger fem bøger jeg har læst på det seneste eller læser i nu.
Poesi, tjah, jo, jeg synes jo ikke poesi er en genre, men en … modus, måske.



Tan Lin: Seven controlled vocabularies and obituary 2004. The joy of cooking. (2010)

Først og fremmest fordi den (som andet af Tan Lin) arbejder med, modarbejder, forestillinger om og forventninger til hvad en bog er. Så grundigt fx at det bliver temmelig irrelevant at spørge om den er 'god'. Men der er samtidig noget tragikomisk over inertien i at kritisere bogmediet i en bog. Jeg kan nemt leve mig ind i det had/kærlighedsforhold til bogen som medie.




Ilse Aichinger: Alt hun har skrevet

Er lige begyndt at læse denne seje østrigske forfatter. Hun har skrevet kortprosa, digte, fortællinger, hørespil og en enkelt roman. Hun er født i 1921, lever endnu. Sidste år kom der en samling interviews med hende lavet i perioden mellem 1952-2005, Es muss gar nichts bleiben. De er rigtig gode, hun er uforsonlig og skrøbelig på én gang; anarkist med en sort, sort humor; en kontrær kvinde med en tone jeg er blevet småforelsket i. Hendes kortprosa er virkelig tæt og overrumplende.





Hans Otto Jørgensen: Den bronzefarvede kalkun (1993)

Nu vi er ved kortprosaen. Jeg havde aldrig set noget lignende, da jeg stødte på den her bog sidst i halvfemserne. Jo, måske hos Kafka og Højholt, men der var alligevel et eller andet over HOJ's tekster der slog mig som ekstremt åbent. Og åbnende især.





Marlen Haushofer: Die Wand (1963)

Det er jo en roman. Men jeg synes man fx kan læse den i forlængelse af Lars Skinnebachs seneste digtsamling Øvelser og rituelle tekster. Han skriver et sted: Det er en øvelse. I at opgive/ ethvert krav til skriften/ at gøre den fri / af sine forudsætninger / som et lukket system, en biosfære / vi kan opretholde livet i / mens byerne smelter / i den gamle verden. Haushofers bog handler om en sådan biosfære. En kvinde har efterladt sin familie i byen og tager med nogle venner op i et hus i bjergene. Vennerne kører ned til byen for at handle, men kommer aldrig tilbage. En usynlig væg er (helt uforklaret) opstået rundt om kvinden i huset og hendes nærmeste omgivelser. Hun kan se at alt liv er stivnet på den anden side, bogstavelig talt, folk står stille. Nu er hun så alene med en ko, en hund og et par katte i huset. Og det er hun i hele romanen, som er en slags robinsonade, der hypnotisk enkelt og tålmodigt beskriver alle de forskellige daglige gøremål kvinden kaster sig ud i for at overleve på bjerget. Haushofer skriver glasklart og med en isnende kulde.
Bogen er oversat til dansk, sikkert godt af Anneli Høier, i 1994.





Ulf Stolterfoht: Ammengespräche (2010?)

Den er jeg ved at oversætte til Basilisks Beta-serie. Det er en slags poetik formet som en 'samtale' mellem forfatteren og en såkaldt amme, som i virkeligheden er en computer. Stolterfoht og ammen (eller chat-botten) mødes 7 gange, bibelsk nok, og taler på en måde mest forbi hinanden. Men alligevel får Stolterfoht på indirekte vis sagt en masse om sit forhold til bl.a. realisme, forståelse og repræsentationsproblematik i poesien/litteraturen. Det er heldigvis lige så sært som det lyder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar