mandag den 23. juli 2012

Fem fra Mygind

Mads Mygind debuterede i 2011 med digtsamlingen Før vi har set os omkring. Mygind arbejder med måderne vi taler på og drejer det sprog, der sværmer ind i sine helt egne flows. Gentagelsen er også en gentagelse.
Det er underligt at vælge bøger ud blandt andre, der er mange bøger, der har betyder meget for mig, det virker skørt ikke at pege på Glenn Christians Ruben, Naja Vucina Pedersens Krigens, Theis Ørntofts Yeahsuiten, som er nogenlunde nye, FP Jacs Misfat og Preben Major Sørensens I vinden begynder samtalerne, eller Rosemarie Waldrops Gengivelse af profiler, den er så klog og elegant, Niels Franks Én vej & Små guder, bliver jeg ved med at vende tilbage til, Lars Skinnebachs bøger for fanden, og Knut Hamsuns Sult og filmatiseringen af den, og Søren Ulrik Thomsen! og Per Højholt!, og Inger Christensen!, hallå mand!, det er jo håbløst, men ok, lad mig prøve:





Georges Perec: En mand der sover
(Un homme qui dort - bogen er skrevet i 1967, før forfatteren blev del af Oulipo, og oversat til dansk i 2000).


Den er så dynamisk og stillestående, så opgivende og smuk, henkastet og præcis, den giver mig lyst til at læse den igen og igen og giver mig lyst til at skrive. Den kaster noget af sig og over i mig, det man har læst sidder i fingrene bagefter.
Den er horribel på en romantisk måde, det er slet ikke en roman, eller, en romanen er mere end en roman, bogen er jegløs. Alting bliver gentaget, alting bliver talt op, det er tidligt, det er sent, du sover, du er vågen, byen indrammer bogen med sine gadenavne og bygninger, men byen er fjern. Bogen er vel eksistentialistisk, men det er sproget, der hverdagsagtigt fladt, drømmende strømmende, gør bogen til noget af det bedste, jeg har læst.
Filmatiseringen kan ses her








Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige (2010).



Jeg kunne skrive 100 sider om hvorfor den bog er så rørende, smuk, klog, og så velkomponeret et sted at opholde sig, hvordan linjerne slynger sig ind i hinanden og ryster en erindring af sig, et landskab, en pastaret, et afsavn, et bjerg, et venskab, en gåtur, for den her bog er på vej videre, den vil ikke nå frem til noget, men fortsætter med at fortsætte, bliver ved med at blive ved, jeg kunne skrive 100 sider om den, og det gør jeg så, i mit speciale, og gad vide om jeg engang får det afleveret, det håber jeg virkelig ikke, det er processen der tæller, og jeg orker ikke noget kongerige.










Peter Laugesen: Anarkotika (1975).


Det virker på sin vis omsonst at pege én bog ud af Laugesens viltre praksis, bøgerne betinger hinanden, snakker ind i hinanden; jeg vil anbefale alle, at læse alt, han har skrevet. Jeg læser hans praksis som en fortløbende samtale, en kritik, en skriven sig ind på verden, på sproget, med sproget. Anarkotika er ekstatisk og rastløs, den rummer både korte og lange tekster, og er i det hele taget et vildt sammensurium af tanker og sproghandlinger.
Herlæser forfatteren (hele?!) bogen op.




Kenneth Jensen: Y (2012).

Som i forfatterens første bog (Kanin Kanin, 2010), regerer et nådesløst naivt og banalt sprog, side om side med en stor ømhed og afvæbnende humor. Det er lyrisk prosa med stor indlevelse og respekt for de scener der optegnes, de personer der portrætteres. Kenneth Jensens praksis ligger meget langt fra min egen. Der er en ekstrem langsomhed over sproget, som er kendetegnet ved en hård taljerigdom og ordknaphed. I de korte lyriske prosaklumper, som er Y, summer en række længere, indviklede og indforståede historier, som man kommer tæt på, uden helt at begribe, som man kommer til at interessere sig for, uden helt at vide hvorfor. Det er subtilt, underspillet og lige i skabet. Læs selvfølgelig også Kanin Kanin (2010).










Ursula Andkjær Olsen: SAMLET poesi fra 2000-2010 (2011)



Hendes poesi er et gakket, ordspillende, sprogrefleksivt, kærligt, legende, kritisk, politisk, veloplagt, mytisk, og mystisk, flowende, filosofisk, meditativt, og pishamrende originalt sammensurium af en syrebutik. Nu kan man købe alle hendes bøger i én bog, som på ingen måde gør de enkelte bøgers smukke udformning retfærdighed, men de enkelte bøger er vildt gode fra den første til den seneste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar