mandag den 6. august 2012

Fem fra Kjerkegaard


Stefan Kjerkegaard er en dansk litterat, tilknyttet Aarhus Universitet. I 2000 skrev han bogen Digte er bjergede halse, der handlede om Simon Grotrians forfatterskab.




Det er jo en vidunderlig ting, nærmest et privilegium – i hvert fald for én som mig – at få lov til at pege på sin yndlingslitteratur, bare sige se her, det er fantastisk, uden at skulle forholde sig nøgternt, analyserende eller strategisk til et værk. Omvendt er det også en uhyrlig ting at skulle udpege, kanonisere noget, uden rammer, fx inden for en bestemt årrække, genre eller et geografisk område. Men måske det er sådan, globaliseringen er. Grænserne forsvinder, og vi smykker os med (play)lister. Men ok: Jeg holder mig til lyrikken, den danske, den jeg er (fra)dannet med. Egentlig mener jeg jo, at vi læser alt for lidt Rilke, alt for lidt Hölderlin, Mallarmé, Celan, Plath, Stevens, O’Hara, Cummings, men det er en anden historie, og historien som sådan fortaber sig ofte i den yngste danske litteratur, hvor noget bliver en klassiker, blot det runder ti år. Ak ja, man er vel blevet ældre og har fået sine konservative rettigheder. Min (play)liste ser sådan her ud og er indrammet ved, at det skal være danske digtsamlinger mellem 1980 og 2000 skrevet af mænd. Hvorfor? Spørg mig ikke – det er dem, der har betydet mest for mig. Listen er i det hele taget meget forudsigelig, hvis man ellers kender til Stefan Kjerkegaard ApS:


Søren Ulrik Thomsen: City Slang
Søren Ulrik Thomsens City Slang, fordi det var dér det hele startede. Jeg havde læst Staffeldt og jeg havde forstået, hvad der stod – til forskel fra mange andre – og følte mig bonded med den romantiske følelse. Så læste jeg Strunge og fandt Thomsen, som var bedre og mere musikalsk. Indrømmet: Mine veje til City Slang går også over Lars Hugs fortolkninger, som jeg dyrkede meget, da jeg ellers blev et lyriklæsende dyr, men der er mindst ligeså meget musik i digtet, når Thomsen læser det op: regnvandet driver/ ned ad min arm / jeg er levende.



Simon Grotrian: Livsfælder
Titlen i sig selv, måske den bedste i nyere tids danske digtning, er alle pengene værd. Ingen laver titler som Grotrian, ingen skriver linjer som ham, men det hymniske ved Livsfælder er specielt. Det er et mesterværk, selvom det er svært at tale om noget sådant, når det gælder Grotrian. Grotrian har med sin digtning simpelthen åbnet en dør eller diskurs i det danske, som vi aldrig har set før. Desværre er han helt alene derinde, bag døren, og burde måske slet ikke skrive på dansk. 


Peter Laugesen: Når engle bøvser jazz
Ligesom i Grotrians tilfælde kan man og måske endog i endnu højere grad med Laugesen, diskutere, om det giver mening at hive et bestemt værk ned fra hylden. Laugesen er en diskurs, men leder man efter værk, bør man måske gå efter 29 digte, imens Når engle bøvser jazz mere afspejler den sproglige kværn, som Laugesen har sat i verden: ”når sætningen knækker så lad den knække begynd/ på den næste og hold den så længe du kan./ bliv ved på den måde./ der er alligevel ingen der ved hvor alvorligt det er./ der er en ny stil i hvert øjeblik hvis du ikke/ kaster den fra dig fordi du vil klamre dig til den gamle./ intet har været her før og intet vil komme igen og intet er nu.”



Per Højholt: Det gentagnes musik
Hvem andre end Højholt kunne finde på at skrive et digt om Bruce Springsteen (med en subtil henvisning til nummeret ”Thunder Road”)? Og koble det med Jeppe Aakjær?: ”Nælden luder sort i middagsstunden,/ en dødsmærket bengel som kræver lyn/ med sommerfugle blafrende om hodet,/ lyn over det modne korn, torden-roer!”. Jeg har kun to problemer med Højholt. Dels at jeg føler mig alt for indforstået med det, han gør – jeg læser det alt for gennemsigtigt. Dels at Højholt, når alt kommer til alt, alligevel har svært ved at slippe kontrollen, selvom hvert eneste digt er et nyt improviseret forsøg på at gøre netop det. Omvendt er begge forbehold måske en erfaring dannet på baggrund af mange års intensiv læsning fra min side, og egentlig blev jeg først fanget ind af Højholts litteratur, da jeg læste Stenvaskeriet, hvor jeg på en måde også fik en fornemmelse af den ”person”, der alligevel står dér, bag digtene. Uanset hvad Højholt skrev om: hus, have eller helvede, så er det fandens godt og gennemtænkt.


Henrik Nordbrandt: Ormene ved Himlens port
Henrik Nordbrandts Ormene ved himlens port er måske en mere helstøbt digtsamling, men jeg vælger alligevel Drømmebroer pga. af dette digt, som har betydet meget for mig: ”Hjem kommer jeg en dag som eksempel/ på en af de forfalskninger/ man har lært mig at leve livet efter/ så det endnu en gang er ingen/ der gør opmærksom på sig selv/ og med min dansklærers stemme/ udtaler jeg ordet ”hængsel” højt/ så yderdørens usmurte hængsler/ skriger ud i oktobertågen/ og kontakt, når jeg tænder lampen/ og dens lys falder på bunken/ af fluer der døde i sommerens sol./ Stemmer, jeg efterlignede/ blander sig med lyden af fjern trafik:/ Hvilket meningsløst kor/ priser du årstidens tyngde:/ Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle/ men af angst for at blive set/ tør ingen gå det i møde.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar