tirsdag den 16. oktober 2012

fem fra Hagen

Christina Hagen debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning. Hagen arbejder på den svimlende kant mellem benhård verdenskritik, den lette parodi, der klukker ind af alle vores længsler og alle vores fordummende fordomme om køn, klasse, etnicitet, seksualitet, populærkultur og fjernkultur osv. Hun har med Brevromanen 71 breve til M og digtsamlingen White Girl sat sig som en af de mest spændende (nysgerrige og morsomme) forfattere i dette danske omsorgsfelt.


Rikke Bakman: Glimt 
En bog jeg lige har opdaget. Dialogerne, ofte automatismer, er som taget ud af min egen erindring. "Ikk" staves "ikk", der er ingen klichéfyldt nostalgi og poesi, og jeg er helt forelsket i universet. En bog der viser, at den mest præcise skildring af virkeligheden og skønheden også kan ske ved hjælp af "resterne"/de situationer, man ikke burde huske, og det klodsede/sjuskede. Den er naivistisk, men alt andet end nuttet.


Sophie Calle/Paul Auster: Double Game 
Sophie Calle´s måde at bruge sig selv på i sine projekter er en stor inspiration. Det er befriende, at hun fremstår narcissistisk og usympatisk og ikke bruger sin kunst til at skabe et positivt billede af kunstneren Sophie Calle.


Pablo Llambías: Monte Lema
Pablo Llambías´ måde at bruge sig selv på i sine projekter er en stor inspiration. Det er befriende, at han fremstår narcissistisk og usympatisk og ikke bruger sin kunst til at skabe et positivt billede af kunstneren Pablo Llambías. Jeg hører hans oplæsninger på min Ipod igen og igen.


Vincent Gallo: Buffalo 66
Min yndlingsfilm og for mig den smukkeste og mest genkendelige kærlighedshistorie. Skildringen af et menneske med stor angst for nærhed og utrygheden, ved forsøget på at tro på kærligheden, er meget original. Igen har min begejstring for filmen nok delvist at gøre med den usympatiske hovedperson; et dumt svin, men også den mest elskelige karakter, man nogensinde har set på film.



Jim Jarmusch: Permanent Vacation 
Jim Jarmusch er fantastisk til at præsentere en lang række ikke-hændelser på en måde, der minder én om livet. Der er aldrig rigtig noget at se, der sker ikke rigtig noget, og der er ikke rigtig nogen, der siger noget. Alligevel udvikler hans personer sig. Alle hans ældre film er enormt smukke, næsten krukkede, og hviler i sig selv med en arrogant langsomhed. Her er ingen leflen for publikum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar