torsdag den 15. november 2012

Fem fra Elverkilde


Maja Elverkilde debuterede i 2008 med novellesamlingen Alt det der er mit. I 2011 udgav hun rejseskildringer fra Armenien. Hun har bidraget til en række tidsskrifter og antologier. Maja Elverkilde fører en smuk blog: her.





Grete Roulund: Silberknabe (Borgen 1998)
”Vinden vendte og blæste røg og tøjstumper ind over os, og vi begyndte at hoste. Det var næsten mørkt, og skæret fra bålene gjorde ting ved Deepaks ansigt, fik hans øjne til at skinne som emalje og hans ansigt til at se ud, som om det var malet. På den anden side af broen havde tiggerne sagtmodigt trukket tørklæder for ansigterne og sat sig til at dø ved hospitsets mur blandt de lig, der ikke var blevet brændt, fordi de pårørende var døde. Stanken fulgte os helt ind i købmandens baglokale, hvor hønsene var gået på pind, og vi måtte sætte dem ned på gulvet en for en, mens købmanden så bebrejdende på os.”

Jeg prøvede egentlig at skrive en slags resumé af bogen, men det fungerer slet ikke, og jeg bliver også irriteret på bagsidetekstens præsentation af bogen – for bogen er jo netop så god, fordi den er vildtvoksende og kompleks, og aldrig vil begrænse sig til at handle om en eller to overskuelige problemer. Jeg vil i stedet konstatere at Silberknabe er den uhyggeligste bog jeg har læst. Jeg fik en slags granatchok, og kan få stadig få eftervirkninger bare ved tanken om bestemte scener fra den. (Især den, der involverer en strikkepind. Shit.) I virkeligheden vil jeg anbefale at man læser flere af Roulunds bøger, især de senere. Man kan for eksempel varme lidt (lidt!) blidere op med Baga Road (Borgen, 2003) eller Madeshi (Borgen, 2001). For Roulund kan noget, som er sjældent: Hun skriver skabelonromaner af høj kvalitet.
Jo flere af hendes bøger jeg læser, jo tydeligere står skabelonen frem: Der er næsten altid en (kantet, tvær) kvinde, i et fremmed, eksotisk land, der indleder ambivalente forhold til flere (kyniske, men alligevel sentimentale, men især kantede og tvære) mænd. Alle personer i bøgerne har mystiske, hemmelighedsfulde fortider, med skeletter i skabene en masse. Dyrene (hunde især, men det kan også være grise, aber, køer eller eksotiske fugle) er altid ildevarslende, næsten altid i flok og oftest farlige. Og så er der alligevel altid et dyr, der er anderledes tillidsfuldt og afhængigt af mennesker. (Dét dyr giver altid, altid store problemer, fordi det kommer til at virke som en lokkedue.) Der er også altid mindst én livsfarlig epidemi, ét diktatorisk styre, der oplever en større eller mindre krise og en (ofte menneskeskabt) naturkatastrofe.
Overlæsset? Ja!
Det mærkelige er, at det fungerer. Og måske endda bedre, jo flere af hendes bøger jeg læser.

Bonusinfo: I anledning af udgivelsen af Baga Road gav Grete Roulund et fint, vrissent interview:
her.


Gertrude Stein: Doctor Faustus lights the lights (Fra A Stein Reader, edited by Ulla E. Dydo,
Northwestern University Press 1993)
”There is something under the leaves and Marguerite Ida and Helena Annabel makes a quick turn and she sees that a viper has stung her. She sees it and she says and what is it. There is no answer. Does it hurt she says and then she says no not really and she says was it a viper and she says how can I tell I never saw one before but is it she says and she stands up again and sits down and pulls down her stocking and says well it was not a bee not a busy bee no not, nor a mosquito nor a sting it was a bite and serpents bite yes they do perhaps it was one.”

Der er en historie i teksten, som kredser om det mulige slangebid, og et naturligt lys der efterfølgende stråler ud fra Marguerite Ida og Helena Annabel. Med i historien er også Doktor Faustus, der har indgået en pagt med Mephisto, så han kan lave skinnende hvidt lys – og han er ikke tilfreds med konkurrenten.
Men historien er ikke entydigt fremadskridende. Teksten er i høj grad båret af associationskæder, hvor ord, der rimer på hinanden, indgår i lange sætningskæder, der ved stadige gentagelser og variationer driver historien frem. (Fx bite/light/bright/night, cry/why/die og sell/hell/well/tell.) Eller bestemmes historiens handling lige frem af rimene? Teksten er også båret af musikken i ordene og sætningerne, lige som der er en masse på spil helt ned i de mindste grammatiske detaljer. Det er skarpt, smukt og sjovt. Det er sprogbevidsthedsudvidende. Det er meditativt. Det er originalt. Og, vil jeg altså virkelig understrege: Sjovt! (Det gælder for alt Stein har skrevet, så læs endelig også det.)

(Ps. Hvis man mangler en indgang til Stein, har Arena udgivet en glimrende læsevejledning til en oversættelse af et udvalg af Steins portrætter, der også udmærket kan læses som en generel introduktion til forfatterskabet. Solveig Daugård: Gertrude Steins portrætter - her )



Varlam Sjalamov: Fortællinger fra Kolyma (oversat fra russisk af Christel Brinkløv, Tiderne
Skifter 2008)
”Der var ingen, der vidste hvilke beregninger af protein og kalorier, der lå bag, og der var heller ikke nogen, der interesserede sig for den slags skolastik. Hundrede menneskers hvisken gentog en og samme ting: Haler. En klog chef, der forstod fangens psykologi, havde befalet, at man hver gang uddelte enten sildehoveder eller haler. Fordelene ved det ene eller det andet blev ivrigt diskuteret: det var som om der var mere fiskekød på halerne, men omvendt gav det større tilfredsstillelse at spise hovedet. Indtagelsen af føden blev forlænget, mens man suttede gællerne rene og spiste indmaden i hovedet.”

Fortællingerne handler om sult, kulde og udmattelse, og om den nedbrydning af mennesker det medfører. Det forfærdelige liv i fangelejren beskrives nøgternt og præcist. Det er en bog, der er til at tude over. De få lyspunkter gør det værre.



Preben Major Sørensen: Bevægelser i mørket (Gyldendal 1994)
”Jeg selv havde store problemer med min fremtoning, thi jeg var på det tidspunkt hverken rigtig mand eller rigtig kvinde og havde blandet andet den uklare erindring om en tidligere inkarnation som høj bleg blondine at kæmpe med. De askehvide striber i det afblegede lange hår, der var skilt i midten og ret tykt, gjorde mig i mange mænds øjne formodentlig kun mere interessant, hvis ikke blot påfaldende, og at være påfaldende, ikke mindst i et større selskab, er ikke altid lige morsomt.”

Det jeg så godt kan lide ved Preben Major Sørensens tekster, er friheden i dem. Teksterne kan gå i præcis hvilken som helst retning, de skal kun stå til regnskab for deres egen indre logik. De kan hæve sig op over realistiske begrænsninger, og køre ud af en tangent. Og de kan slutte præcis når dét er rigtigt. Her er ingen (træske) krav om forløsning, udvikling, pointer eller morale. Til gengæld er der et enormt sprogligt overskud, og lyst til at udforske absolut alle menneskelige krinkelkroge.
(Også her synes jeg jo bare man skal gå i gang med forfatterskabet fra en ende af. Evt. starte med De dødes vej (Anblik 2007) og Søvnen og skyggerne (Gyldendal 1987))


Thor Heyerdahl: Fatuhiva – tilbage til naturen (oversat fra norsk af Henning Ipsen,
Lademann 1977)
””Tei,” sagde jeg. ”Hvorfor er hele dit folk forsvundet?”
”Dobbeltmenneskenes sygdomme,” sagde Tei.
Dobbeltmennesker, tænkte jeg. Dobbeltmennesker. Et nyt og meget dækkende navn for os europæere. Først kommer vi til øboerne med præster og lærer dem ikke at slå ihjel. Så vender vi tilbage med officerer og lærer hvordan de skal gøre det. Så kommer vi med Bibelen og siger at de ikke skal tænke på dagen i morgen. Så vender vi os dårligt nok rundt før vi stikker dem en sparebøsse. Vanvid ikke at tænke på morgendagen, hit med sparepengene. Gud skabte mennesker nøgne, men vi vil lære de indfødte at klæde sig på. Vi opruster for fredens skyld, og vi lever i sandhedens navn. Dobbeltmennesker, det er lige hvad vi er, tænkte jeg og spurgte lidt skamfuld hvordan Tei havde fundet på en sådan betegnelse.

Teis svar var ikke lige hvad jeg havde ventet. Hans forfædre havde kaldt de første europæere de så for ”dobbeltmennesker” fordi de havde to hoveder, to kroppe, fire arme og fire ben. Øboerne havde aldrig set så tætsiddende tøj som disse nyankomne var iført. Hvis de tog en hat eller en hjelm af, havde de stadig et hoved indenunder. Hvis de knappede dragten op eller åbnede rustningen, dukkede der en ny krop frem, og hvis de tog støvlerne af, havde de et par ekstra fødder indenfor. Det havde vakt stor forundring hos øboerne.”

Som helt ung rejste Thor Heyerdahl sammen med sin kone Liv, til øen Fatuhiva i Polynesien. De drømte om at rejse væk fra civilisationen og vende tilbage til et liv i pagt med naturen. Selvfølgelig stødte de på utallige udfordringer undervejs, og det hele er sindssygt spændende. Heyerdahl er en fantastisk fortæller, og hans reflektioner over deres oplevelser er interessante – og stadig aktuelle. Undervejs i bogen får man også fortællingen om, hvordan han blev optaget af at undersøge om øboerne oprindeligt kom sejlende over Stillehavet fra Sydamerika, hvilket førte til hans senere ekspeditioner med bl.a. sivbåden Kon-Tiki.

(Jeg skylder for øvrigt Rasmus Nikolajsens: Den ulykkelige boghandler (Tiderne Skifter
2012) æren for at jeg fik læst denne bog – og hans bog kan altså også anbefales. Varmt! - her)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar