tirsdag den 6. november 2012

Fem fra Aymo-Boot

Majse Aymo-Boot debuterede med samlingen Venner og bekendte i 2001 på forlaget Basilisk. Siden har hun udgivet bøgerne Ødelæggelsen 1-11 og Spørgsmålene. Hendes bøger er den slags bøger, der ved første øjekast synes underligt små, næsten usynlige, men som vokser når man klæder sig i dem, når man virkelig læser dem. Aymo-Boot arbejder også som redaktør på forlaget Basilisk, hvor hun er med til at løfte et imponerende arbejde med at gøre vigtig udenlandsk litteratur tilgængeligt på dette klingende kartoffelsprog vi kalder dansk. Hun har følgende blog: http://dpdmn.wordpress.com

 

Susan Sontag: Diaries 1964.80: As Consciousness is  Harnessed to Flesh

Andet bind i udgivelsen af Sontags dagbøger. Den er fuld af ideer, lister, ambitioner, humører, paradokser, skarpheder og aforismeagtige notater. Og en lang og totalt klartskuende, gennemtrængende og generøs analyse af et bristet kærlighedsforhold. Det er ansporende at læse af flere grunde, en af dem kunne være at det øjeblikkelige, på vej-værende og fragmentagtige gør dagbogen til en meget levende form. 


”Since Biblical times, to be connected with people sexually is a way of knowing them. In our century – for the first time – it is valued primarily as a way of knowing oneself. That's too much of a burden for the sexual act to carry.”




Sebastiano Vassalli: Tempo di Massacro (Massakretid)

Vassalli er mest kendt for historiske romaner men denne her tidlige benhårde bog fra 1970 er helt anderledes og skrevet i et voldsomt og ruinagtigt sprog, en blanding af forvreden arkaisk traktatstil og neologismer. Jeg oversatte noget af den til et nummer af Banana Split for nogle år siden og har for nylig fundet den frem igen. Det er måske en obskur anbefaling, fordi bogen ikke er oversat i øvrigt og desuden er uopdrivelig, men ikke desto mindre er dens energi og dens sproglige overflod lidt af et kick for mig. Man kan læse mere i dansk oversættelse her: http://dpdmn.wordpress.com/

”for den forsvarsløse tåbe, der er intetanende om massakre, er ethvert sted et massakrested, enhver bevægelse, eller metode, eller praksis såvel med ritualer som uden, er velegnet, legnet, til massakre; for den der er intetanende om massakre, men bevæbnet, kræves der et snuhedstillæg, en ammunitionsembargo, projektilet inde i skulderbladet som kommer ud af brystbenet, enstrehåndskarateslaget i lungen, det dødbringende på forhånd givne sovemiddel, men instinktivt vil den listige, langvarigt bevæbnede som forventer massakre, holdt oppe af trist skændig jordnær skammelig ynkelig fej tvang til at eksistere ikke løbe risikoen, men modsætte sig tålmodigt med en strøm af futile og muntre baghold, af grove fantasifulde nyopfundne løjer som kunne være at anbringe: giftige skorpioner i sengen, snog i køkkenvasken, falsk skelet i plastic fjernstyret med impulser, elektrochok under søvnen, indtil man danser sanktvejtsdans”




Peter Waterhouse: Krieg und welt

Jeg er ved at orme mig gennem Krieg und Welt og det kommer nok til at tage et par år mere før jeg har læst den hele, hvis det nogensinde sker. Der er en hemmelighedsfuld og delvist fraværende far som arbejder for den britiske efterretningstjeneste og en søn som funderer over begreber, sætninger, ord, betydning, fravær, død versus levende. Mit so-so tyske gør måske at min læsning også bliver en læsning af den bog jeg forestiller mig eller håber at det er. Hvilket selvfølgelig ikke gør den mindre interessant. Kombinationen af sprogundersøgelse, betydningsundersøgelse, poesi og af biografisk og historisk, romanagtigt stof er interessant. 

”Jeg huskede det to år gamle tv-billede fra retssalen, hvor den anklagede og landsbyboerne skulle afhøres. I retssalen havde manden uden afbrydelse råbt mange paroler som endte med formlen nej tak. Hvor kom hans nej-tak-råb fra? Havde han set eller hørt det det samme sted som jeg også havde hørt eller set det, nok mere set end hørt det? Hvor havde jeg hørt dette tak eller utak? Det har jeg glemt. Men jeg kan præcist angive, hvor jeg så tit havde set det, nemlig på det gule klistermærke med den røde skrift i cirkel om resten: Atomkraft nej tak. Hvorfor dette tak dengang, når det nu kun skulle hedde nej og der ikke var nogen grund til taknemmelighed? Og hvilken slags tak var det? Var det ikke-tak? I takkens form det modsatte af tak? En respektløshed skjult i form af en velvilje over for en tilbudt velgerning? Respektløs utak? Men i denne formel hørte jeg ikke respektløshed – ville gerne have hørt den. I hans nej tak hørte jeg bitterhed – det var ikke afvisning, det var ikke nej, det var ikke nejsigeri -, hvorfor bitterhed? Hvordan kunne det være at den unge, frejdige, glade, næsten barnlige, i den grad under tyveårige, impulsive eller nysgerrige protest måtte fremsige et så forbitret nej tak?”



Emmanuel Bove: Mine venner

En vildt hjerteskærende bog om en hovedperson, der vandrer ensom og fattig rundt i Paris' gader og møder forskellige tilfældige mennesker, nogle som udnytter ham og andre som ikke gør, og som alle sammen bliver til en af ”mine venner”. Den er fra 1924 og udkom på dansk i 2000, oversat af Else Henneberg Pedersen. 

”Jeg stod og betragtede floden mens jeg tænkte på de galliske mønter der efter sigende ligger på bunden, da et klap på skulderen fik mig til, instinktivt, at løfte albuen. Jeg vendte mig om, forlegen over at være blevet bange. Over for mig stod en mand med skipperkasket, en cigaretstump i overskægget og en rusten identifikationsplade om håndleddet. Da jeg ikke havde hørt ham komme, kiggede jeg på hans fødder: han havde espadriller på. 
- Jeg ved at De ønsker at dø, sagde han. 
Jeg svarede ikke: når jeg tav, var jeg interessant. 
- Jeg ved det.
Jeg kiggede så højt op som muligt for at få tårer i øjnene. 
- Ja, jeg ved det.
Da jeg ikke fik tårer i øjnene, lukkede jeg dem. Der blev først stille, og så mumlede jeg:
- Ja, det er rigtigt, jeg ønsker at dø.
Natten faldt på. Gaslygterne blev tændt helt af sig selv. Der var kun lys på den ene side af himlen. Den ukendte mand trådte nærmere og hviskede:
- Jeg vil også dø.
Først troede jeg at det var hans spøg; men da hans hænder rystede, blev jeg pludselig bange for at han mente det alvorligt og opfordrede mig til at dø sammen med ham. 
- Ja, jeg vil dø, gentog han.
- Nej, hør nu her!
- Jeg vil dø.
- Man skal sætte sin lid til fremtiden.
I min bevidstheds stilhed syntes jeg godt om udtrykkene ”sætte sin lid til” og ”fremtiden”, men når jeg siger dem højt, er det som om de mister betydning.”






Nathalie Sarraute: Barndom

Måske Sarrautes bedste bog. 

”- Fortæl om jeres største sorg. 'Min første sorg' skal være titlen på jeres næste skriftlige opgave på fransk.
- hed det ikke snarere fristil i kommuneskolen?
- Måske... i hvert fald skiller denne fristil eller skriftlige opgave på fransk sig ud fra de andre. Så snart lærerinden havde bedt os at skrive i vores hæfter ”min første sorg”, er det utænkeligt, at jeg ikke har anet... jeg tog sjældent fejl... at det var ”et fund af et emne”... jeg så sikkert allerede guldklumperne glimte i en fjern tåge... som løfter om store skatte...”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar