søndag den 13. januar 2013

Fem fra Clark


Mathilde Walter Clark debuterede i 2004 med romanen Thorsten Madsens Ego. Herefter gjorde hun sig bemærket med projektet Mæcen søges; hvor hun skrev breve til forskellige rigmænd for at finde finansiering til sin fortsatte skriven - og på samme tid gjorde opmærksom på forfatteres vilkår. Walter Clark har senest udgivet romanen Gips (2012). Hun har skrevet for diverse aviser  og magasiner og i perioden 2008-2011 var hun redaktør på tidsskriftet Den blå port. Inden sit skønlitterære virke har Mathilde Walter Clark været rundet af filosofi og reklamebranchen. 






NabokovPnin

En kritiker har engang beskyldt Nabokov for ikke at have skyggen af et generaliserende intellekt. Til det svarede Nabokov, at grunden til at kritikeren ikke havde fundet hans ideer generelle, måske var, at hans ideer endnu ikke var blevet det. Nabokov har opfundet (mindst) to romankarakterer, som ikke var typer før, han beskrev dem. Istedet for hans mest kendte og mest oplagte Lolita, foreslår jeg Pnin, om den kære og kiksede russiskprofessor, der får ansættelse på et amerikansk universitet, og ikke kan finde ud af en skid. En uforglemmelig scene banker som et lille blåt hjerte inde i bogen: Pnin vasker op efter (synes han selv) en vellykket fest, og i det glatte skum er ved at tabe den dyrebare glasskål, som han har fået som gave, og som akkurat ikke smadrer.

“The elderly passanger sitting on the north-window side of that inexorably moving railway coach, next to an empty seat and facing two empty ones, was none other than Professor Timofrey Pnin. Ideally bald, sun-tanned, and clean-shaven, he began rather empressively with that great brown done of his, tortoise-shell glasses (masking an infantile absence of eyebrows), apish upper lip, thick neck, and strong-man torso in a tight-ish tweed coat, but ended, somewhat disappointingly, in a pair of spindly legs (now flanned and crossed) and frail-looking, almost feminine feet.”



Sophie CalleM’as tu vue

Bogen er en oversigt over Sophie Calles værk, et katalog. Det er også en meget smuk udgivelse med et fumpet, tykt omslag og forskelligfarvet papir, glat og mat. Hun serverer sig selv for os på en sølvbakke: Hun ifører sig Freuds overfrakke. Hun får Damien Hirst til at analysere hendes psykologiske profil. Hendes far synes, hun har dårlig ånde. 29 mennesker sover i hendes seng over en uge. Hun gemmer alle sine fødselsdagsgaver, år efter år, og udstiller dem i specialbyggede skabe. Hendes mor hyrer en privatdetektiv, der kan følge hende, så hun kan få bevist, at hun eksisterer. Osv. Alt hvad der sker med Sophie Calle bliver udstillet, og måden hun udstiller på, gør det til kunst. Det er også en form for litteratur: En handling, som andre mennesker bliver draget ind i. Hendes sætninger er nøgterne og usentimentale, og samtidig et slør. De er fulde af ‘baggrund’. Trods al hendes udstillen, sidder man stadig med spørgsmålet: Hvad tænker hun egentlig?

“In April 1981, at my request, my mother went to a detective agency. She hired them to follow me, to report my daily activities, and to provide photographic evidence of my existence.”



Joan DideonWe Tell Ourselves Stories in Order To Live. Collected nonfiction.

Essays må der til, og jeg kan ikke komme i tanker om nogen bedre end Joan Dideon. Alt hvad hun skriver er sindsoprivende interessant, og dét, man ikke tror er sindssoprivende interessant (Fx hendes pakkeliste), bliver det på grund af den måde, hun skriver på.
Sætningen begynder et sted, og man har ingen anelse om, hvor den ender. Og næste sætning begynder et helt nyt sted, og den ved man heller ikke, hvor ender.

“Driving a budget Rent-A-Car between Sacremento and San Fransisco one rainy morning in November of 1968 I kept the radio on very loud. On this occasion I kept the radio on very loud not to find out what time it was but in an effort to erase six words from my mind, six words which had no significance for me but which seemed that year to signal the onset of anxiety or fright. The words, a line from Ezra Pound’s “In a Station of the Metro” were these: Petals on a wet black bough. The radio played “Wichita Linemann” and “I heard It Through the Grapewine. Petals on a wet black bough.








Chris Ware: Jimmy Corrigan – the Brightest Kid on Earth

Jeg har vældig stor lyst til at udnævne Carls Barks Anders And-historier til en læseretning. Og i den retning, mere end et stenkast tættere på nutiden, ligger også Chris Ware, som vel er den største nulevende tegneserietegner. Jeg ved godt, at man nu skal kalde det graphic novelist, men jeg har aldrig syntes, at der var noget skamfuldt eller underlødigt ved tegneserien, som gør, at den må spiffes op med et smartere ord. Jimmy Corrigan er stor fortællekunst, en knugende trist skildring af et far-søn-forhold gennem tre generationer. Tegningerne sætter en introvert stemning og sænker tempoet, ofte med gentagelser af det samme billede, men med små bitte variationer, så man bliver tvunget ned i gear – i karakterernes usikkerhed, i deres selvhad og pinagtige venten, i alt muligt uudtalt tyngende, som forplanter sig hos én. Og Chris Ware er en kæmpe nørd, bogen er pakket ind i en plakat, som samtidig er et diagram over historien, og i det hele taget fuld af oplysninger, som kræver et forstørrelsesglas.



Thomas MannJosef og hans brødre

Måske litteraturhistoriens mest oversete storværk. Jeg tænker, at det er værkets størrelse, der har forhindret et bredere og bedre kendskab til bogen. Og sikkert også stoffet, som med det samme lyder kedeligt: En genfortælling af historien fra Det Gamle Testamente. Hvad skal vi med det? Og så endda foldet ud over 2000 sider i fire bind? Kunne han ikke have gjort det lidt mere minimalistisk? Tværtimod. Dette er brøndlitteratur, og Mann bruger sine lange sætninger til at grave med. Fortælleren mener med en ustyrligt morsom, lærd ironi, at den oprindelige historie ‘forlægget’ på sine ca. 50 sider – altså biblen – var ‘for karrig’. Romanens ærinde er at finde det sted, hvor den vestlige civilisation (læs: Europa) bliver til.  Og det gør den lige dér, i overgangen mellem Jakob, der tilhører den gamle verden, og Josef, der tilhører den nye. Forskellen på Jakob og Josef er nemlig, at Josef forstår at tegne en ring rundt om sig selv og bruge dette ord ‘jeg’. Han sætter sig centrum for sin egen verden, og forstår herfra at lave sin egen fortælling. Det er fødslen af et nyt slags menneske – og etableringen af dette for os moderne mennesker så givne: nemlig et ‘jeg’, der er i stand til at udkaste sin egen skæbne. Selvom det tog Mann 17 år at skrive, Josef og hans brødre, er den meget markante tone holdt hele vejen igennem. Det er en form, der på overfladen virker gammeldags, og vil få folk, som kalder litteratur for ‘tekster’ til at slå sig i tøjret. Men det er en alvidende fortæller, der samtidig er personlig og klar over, at læseren godt ved, at han fortæller en historie, og hvad der kan komme ud af den kombination med de ironier og fordoblinger, der kommer ud af det, er efter min mening hverken udtømt eller udforsket tilstrækkeligt. Hvad med den upålidelige alvidende fortæller? Den tvivlende alvidende fortæller? Osv. Jeg tror fx Bolaño må have skelet kraftigt til Josef-tetralogien. Thomas Mann mente selv helt ubeskedent, at Josef og hans brødre, var kulminationen på romanformen, og at punktummet hermed var sat. Nu hører jeg til dem, der synes, at forestillingen om ‘romanens død’ er både romantisk og overgearet, men jeg forstår godt, hvorfor han siger det. Romanens område er at undersøge: ‘Hvad er et individ’, og dette historien om individets fødsel. På en måde romanen par excellance.

(Her blinker fortælleren fx til den læser, der godt kender ‘forlægget’, hvor Potifars hustru Mut-im-inets opfordrer til Josef om at ‘ligge hos hende’, og som måtte finde det utilfredsstillende, at han afslår tilbuddet af moralske grunde:)
“Hvad kunne hendes nød og lidenskab stille op med den moralsætning, som han én gang for alle, for det tilfælde at disse tildragelser muligvis skulle blive til en historie, havde givet til svar til brug i folkemunde: at hans herre nemlig havde betroet ham alt og ikke forholdt ham noget i huset, undtagen hende, fordi hun var hans hustro, og at han altså ikke ville gøre noget så ondt og synde med hende? Det var jo tyndslidt snak, ikke holdbar overfor hendes nød og lidenskab, og selv om de befandt sig i en historie, så var Mut-em-inet overbevist om, at alverden til enhver tid ville finde det i sin orden, hvis sådan et par, som hun og Josef, uagtet livvagtchefen og æresægtemanden lagde hoveder og fødder sammen, og at enhver ville finde større behag i dette end i moralsætningen.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar